Monday
May132019

Du bliver ikke glad og lykkelig af at tabe dig - sikken da noget vrøvl!

Men kender I det, hvor man hører, at en slank krop ikke er ensbetydende med, at man blive glad og lykkelig. At det handler om ens indre. At man skal finde glæden ved sig selv og se indad og ikke lade slankekure og træning være parametrene til at blive lykkelig?

Sikken omgang VRØVL!!!!!

Man bliver eddermammer lykkelig, når man har tabt sig. Man bliver overdrevent lettet over ikke hver morgen at skulle stå foran spejlet og ikke kunne finde noget tøj, der er passende at tage på. Lettet over ikke at skulle dække sig til med stort tøj, så ingen kunne se ens store mave. Man bliver så lettet over ikke at skulle hive ud i trøjen hele tiden, når man sidder ned, fordi den krøller på maven. Man bliver så lettet over ikke at skulle spille hende den sjove, for lækker det føler man sig ikke, så derfor kører man den ind på humoren som charme. Man bliver så lettet over ikke skulle spise i skjul for sine omgivelser i frygt for, at de vil kigge på en og tænke ”det da ikke luften hun går og bliver tyk af”.

SÅ!! man bliver EDDERMAMMER glad, når man taber sig!!!!!

Men hvorfor er det så blot to år siden, at jeg blev glad ved mig selv?Jeg har jo været slank i godt 16 år, hvorfor er det så først nu, jeg virkelig føler mig glad og lykkelig? Det da mærkeligt.

Da jeg tog uddannelsen til madmentor, husker jeg, at jeg fik mega modstand på vores underviser, der netop påstod ”at man ikke blev lykkelig af at være slank”. Hold nu fast – der kørte en vrede indeni mig. Hvad vidste hun om det? Jeg blev da mega glad, da jeg tabte mig. Altså lige indtil jeg fandt ud af i uddannelsen, at jeg fortsat var sindsygt ked af det. Der var faktisk ingen glæde ved at være i en mindre størrelse, jeg følte mig fortsat forkert. Jeg husker, at jeg tidligere som selvstændig ikke ville arbejde med kost. I min frontallap fortalte jeg mig selv, at det var fordi kost ikke var lige så vigtig som træning, derfor ville jeg prioritere træningen. Indtil jeg på uddannelsen fandt ud af, at jeg faktisk ikke mente, at jeg kunne hjælpe andre med maden, da jeg selv havde haft så svært ved det. Så hvad vidste jeg egentlig om det? Det kunne jeg da ikke finde ud af.

Men så fik jeg gennembearbejdet toppen og fandt ud af, hvor min kedafdethed lå. Og ja det var bestemt ikke ved min krop. Nej det var følelsen af ikke at være god nok. Følelsen af ikke at være lige så stærk og sej som mine venner og veninder. Og det mindreværd foldede sig ud i et mindreværd ved min krop. Så hele kroppen fik skylden. Hvor har jeg haft lyst til mange gange at blive hjemme for ikke at dumme mig. Men så kørte jeg den ind på rutinen, hvor jeg var sjov. Så hvis jeg følte mig presset, så fyrede jeg en joke af, den kunne folk i hvert fald grine af, og så var alt jo ok.

Men nu har jeg sørme fundet ud af, at jeg er ok. At jeg er ligesom jeg skal være. At jeg ikke behøver at være ligesom andre. Og den følelse har saftsuseme givet mig glæde.
En glæde ved at være mig Pernille Uhrbrand, der bor sammen med min hund Fido.

Vi kan hente nok så meget inspiration fra foredrag, oplæg eller TV om at ændre det, vi tror på, fordi det vi tror på, det ikke fungerer. Men vi bliver ikke fixet af et oplæg eller en TV-udsendelse (men heldigvis at vi kan starte der). Det gælder om at springe ind i os selv og investere tid i at finde ud af, hvorfor følelsen af at føle sig forkert, konstant dukker op. Det kan godt være, man tror, at det har noget med kroppens størrelse af gøre. Det er ihvertfald det nemmeste at fortælle sig selv, at hvis man bare taber 10 kilo eller hvad målet nu er, så bliver man et meget gladere menneske. Og som nævnt foroven, ja det gør man.
Men det holder ikke særlig længe, så dukker der noget nyt op. For der hvor” skoen trykker” kan ikke fixes igennem ”grøntsager og et løbebånd”.

Hvorfor jeg skriver det her nu .. jeg ved det faktisk ikke. Måske på grund af mit arbejde som madmentor, hvor jeg oplever mange af mine klienter i starten har den tilgang, at en mindre kropsvægt gør dem lykkelig. Lige indtil jeg hjælper dem med at finde ud, hvad det virkelig drejer sig om. Måske fordi jeg bare har en dag, hvor jeg føler mig taknemmelig for, at jeg turde tage springet og finde ind under min ”hårde” skal og få den løst op? Eller også er det bare, fordi i dag er mandag med solskin, og jeg har lyst til at dele mit solskin med jer. Aftentanker herfra <3
Her et billede hvor jeg befandt mig i en krop, jeg troede var årsagen til min kedafdethed.


 

Sunday
May122019

Får du dårlig samvittighed, hvis du ikke træner?

“Fordi det gør en forskel” svarer jeg på hans spørgsmål om, hvorfor jeg har alt den fokus på træning.

 Men er vi egentlig gode nok til at mærke forskellen, når vi træner og ikke træner?

Indimellem oplever jeg, at mine deltagere træne derudaf næsten dagligt - indimellem to gange dagligt, hvor de dårligt kan være i deres krop, hvis ikke der står træning på dagens program. Og den følelse af uro i kroppen bliver ofte suppleret med en dårlig samvittighed, hvis der er arbejde, skole eller andre planer flere dage i træk, så der ikke er tid til træning.

Fra mange af dem hører jeg, at træningen kan være et stressende element, istedet for fkatisk at give dem følelsen af overskud og fornyet energi, som jo ofte er det, vi søger med vores træning.

Ved hyppig træning er restitutionen/ genopladningen ofte et overset element, da kroppen ikke på noget tidspunkt finder ro. Det kan faktisk medvirke til, at kroppen ikke får fuld effekt af træningen. Den har jo brug for hvile til at genopbygge og blive stærkere i det, vi træner den til.

Så måske er det okay at have andre aftaler, hvis vi ønsker os en bedre form. Og supplerer vi med indimellem at give os selv næringsrig kost, så er vi da på rette kurs.

Med andre ord - sæt blot andre aftaler i kalenderen og læn dig tilbage og nyd, at din krop udvikler sig.

 


Friday
May102019

Har du også en "sød tand" ?

Og syntes du også ligesom jeg, at det er lidt irriterende? 
Læs min historie her “hvordan jeg blev gode venner med min søde tand” - måske der er inspiration at hente.
. . . 

Jeps det er mig og min chokofant!
Jeg har ikke spist den i 100 dage, fordi jeg tog imod udfordringen fra min niece "minus slik og snacks i 100 dage".
Når jeg har fortalt mine omgivelser omkring det, er der faktisk ret mange, som efterfølgende har spurgt, hvor meget har du så tabt dig?

Mig .... ikke noget 😳

Det er faktisk ofte, vi hører om, at når folk vil lade være med at spise sødt, så er det ofte et ønske om kropsændring til det mindre, som jo godt kan lade sig gøre.

Men for at vores "minus så meget af det søde" skal virke på længere sigt, er det måske en god ide at kigge lidt ind på HVORFOR - hvorfor spiser vi det søde?

Hos mig var det derfor en nysgerrighed på, hvornår det var vanens magt, der bestemte mit sukkerindtag, eller hvornår det var en følelse, der skulle fixes, som i hvis jeg følte mig utilpas, så kunne jeg få det bedre,  hvis jeg spiste noget sødt. 

Under min challenge har der været flere gange, hvor jeg har været i biografen, hvor jeg har været ved at kravle ned i “bland-selv-slik” afdelingen, for pludselig så jeg mig selv stå i køen til slikket.. og hov blev bevidst om, at det måtte jeg jo ikke, Jeg har faktisk fundet ud af, at jeg sagtens kan lade være eller spise alternativer, som ikke gør mig noget så træt som efter en pose slik til alt for mange penge.

I en af de afdelinger hvor jeg arbejder, der er de lækreste bolsjer, som jeg altid lige skal smage et par stykker af, når jeg besøger dem. Vanen er så stærk, så midt i min challenge ser mig selv på vej væk fra afdelingen med tre bolsjer liggende i min hånd ... de var simpelthen hoppet op i hånden, imens jeg talte med personalet 😳 Så tilbage med dem imens jeg var målløs over, at jeg seriøst slet ikke havde lagt mærke til, at hånden bare snuppede dem. 

Jeg har også fundet ud af, at jeg spiser chokofanterne, når jeg skal hygge mig enten alene måske til noget tv eller med andre. De kan meget hurtigt komme ned i min indkøbskurv ;-) Her var det faktisk nemt for mig ikke at spise dem og “ryge i fælden”. Jeg blev nemlig hurtigt bevidst om, at det var følelsen af hygge, der skulle forstærkes. Og den forstærkning kan jeg sagtens få uden chokofanterne, for hvad er egentlig meningen med dem og hygge - det er jo bare sukker.

Nu er jeg blevet en del klogere på, hvornår og hvorfor jeg spiser slik. De her ovenstående oplevelser er blot enkelte af mine indsigter, jeg fik i min challenge. Hvis du vil høre mere om det eller har spørgsmål, så skriv en besked til mig her under "kontakt".

Har du lyst, kan du jo prøve, når du spiser sødt, at finde ud af, om det en vane eller følelse, det drejer sig om. Derefter finde ud af, hvordan du kan komme handlingen til livs.

...... og helt ærlig så smager den chokofant faktisk ikke særlig fantastisk. Og hvis jeg skal hygge mig, så skal det edderrasende være fantastisk.


Sunday
May052019

"Mandags stævnemøde - morgensol, motion og morgenmad.

Kom med til mine mandags arrangementer, der starter mandag 6. maj. Det sker hver første mandag i sommer månederne maj, juni, juli og august.

Vi starter på adressen Vodroffsvej 2A ved Cafeen "Pauseriet" kl. 06.30 til fælles opvarmning. Så træner vi hver især om søerne ved at gå, løbe, og cykle eller hvad der ellers måtte være lyst til.

Kl. 07.30 mødes vi igen ved cafeen, hvor vi samlet strækker ud. Så er der ellers varme lune boller fra cafeen og friskbrygget kaffe eller the til maden.

Du har mulighed for at stille spørgsmål til mig vedr. din træning og kost, og vi kan aftale individuelle mål frem til næste første mandag i juni måned, hvor vi mødes igen.

Tilbagemelding fra sidste år er, at det er en genial måde at komme ud af dynen på en tidlig mandag morgen ved at mødes med andre og er en rigtig god start på ugen.

Tilmelding sker ved, at du skriver i kontakt-feltet her foroven, at du gerne vil være med.

Arrangementet koster dkk 60, - per gang som indbetales via mobile pay 56081 eller betal blot på dagen.

Jeg håber at møde dig - Pernille Uhrbrand 

 

 

 

Thursday
Mar212019

Vi får flere ud og motionere, hvis det ikke kræver så meget planlægning.

I går var jeg med live i TV2 News for at kommentere på DIF's analyse og konklusion om behov for flere udendørs træningsfaciliteter i kommunerne.

(naturligvis skulle Verner journalisten lige være med på lidt urørte vande, så op i balance kæderne med ham)

Men ja vi har brug for flere træningsomgivelser, der er let tilgængelige, så vi ikke skal planlægge så meget med hensyn til transport eller venten på, at der er plads eller ledigt i træningshallen eller andre indendørs træningsomgivelser.

Variation og leg er ofte opskriften på fastholdelse i træningen, og den enkelte kan ikke selv være kreativ hele vejen igennem. Derfor er der brug for inspiration til, hvordan vi kan lege og udfordres i træningen, når vi er udendørs og træne med os selv, med familien eller vennerne.

Vi er mange trænere i de forskellige kommuner, der gerne vil høres og bruges til vidensdeling omkring, hvad folk vil have og give vores input til forskellige niveauer, så alle kan deltage.

Et sommertiltag kan fx være “i kommunen går vi efter at tilbagelægge 100.000 armstræk/push ups henover sommeren". Flere steder sættes der stengærde op i forskellige højder, så alle uanset niveau kan være med. Måske sætte det op ved siden af en væg, så dem der ikke kan bøje sig, de kan lave armstræk op af væggen. Ved siden af placeres en triptæller, den enkelte trykker på ud fra antal armstræk, der trænes, så alle bidrager til det fælles mål.

Vi kan faktisk godt lide at bidrage med vores motion, så det får en betydning for andre end os selv.

Og tænk sig hvis træningen ikke lå så langt fra vores bopæl, eller vi kunne træne undervejs ud og hjem unde at forhåndsbooke eller føle at der ikke var plads til os i salen eller hallen. Så behøvede vi ikke den store planlægning, vi ville spare tid og måske derfor få bevæget os mere fysisk, end vi gør i dag.