Jeg vil så gerne gå på slankekur, men skiller jeg mig så ikke ud og bliver kedelig?

Jeg vil så gerne starte på en slankekur, men hvordan skal jeg formidle det til min omgangskreds. Vi har jo vores vaner, når vi ses? Det er faktisk en ret stor udfordring med den omgangskreds, når vi gerne vil træne en ny livsstil. For hvordan pokker skal vi fortælle vores omgivelser, at vi nu ikke længere spiser store portioner af deres hjemmelavede mad, at vi ikke længere spiser deres is dessert, at vi ikke længere vil drikke deres rødvin. Hvis vi siger nej, så er vi jo bare KEDELIGE! Og det er i forvejen svært at sætte i gang med nye vaner og mønstre, når man skal træne sin nye livsstil.

Jeg kan huske, en af mine veninders udfordringer var, når hun havde sat sig for, at hun skulle spise/drikke sundt (typisk startede det om mandagen), så håbede hun og krydsede fingre for, at hun ikke blev inviteret ud til middag eller fik andre arrangementer i løbet af ugen/måneden, for så var det virkelig svært for hende at holde den nye livsstil.

Hun ville jo ikke skilte med, at hun ikke spiste og drak, hvad der blev serveret, og hun syntes også, det var lidt flovt igen at sige, at hun var på den slanke linje ...

...LIGE INDTIL HUN FANDT UD AF, AT HUN FAKTISK VAR RET SEJ, AT HUN IGEN VILLE PRØVE AT SLANKE SIG ISTEDET FOR AT GIVE OP!

Og den følelse af ”anderledeshed” - måske var det bare noget, hun bare bildte sig ind? Til dem der ikke forstod hendes nye spise- og drikkevaner … OG HVAD SÅ!

Det er jo lige meget, hvad de tænker og siger. De hjælper hende jo ikke, når hun om 10 år igen og igen ikke passer på sig selv, men vælger at falde i med for meget mad, drikkelse og ingen motion. Tværtimod ville hendes omgangskreds måske undre sig over, at hun ikke var i stand til at tage med på en fysisk aktiv ferie, fordi hun var blevet for tyk?

Det var den sætning/mantra, hun til sidst brugte overfor sig selv, når hun fandt en ro i at tage ud til arrangementer midt i en slankeperiode. Det hjalp hende til at tage mere ansvar overfor sig selv – hendes mantra var måske lidt ekstremt, men det kunne være sket i virkeligheden, hvis hun ikke begyndte at passe på sig selv, og det gør hun nu!

Så hvad er alternativet for os, hvis noget er svært at få sagt?

Måske vi skulle tænke mere over det i stedet for at bruge energi på at tænke over, hvad andre syntes om det, vi gør for os selv. Måske det så alligevel er LIDT SEJT at skille sig ud i stedet for at være en i mængden … som vi er vant til?

Et billede fra Frederiksberg Have en regnvejrsdag: Hvis jeg løber mig en tur, føler jeg så, at jeg skiller mig ud fra mængden, der sidder i tørvejr eller føler jeg mig unik?

”Niller det gælder om at være glad hver dag”, hvad skal jeg så gøre for at få ”ANERKENDELSE”?

Jeg husker det lige så tydeligt, vi sidder i H.C. Ørstedsparken for 3-4 år tilbage og jeg sidder med min veninde, jeg har kendt, siden jeg var 6 år. Jeg sidder igen og skumler over tilværelsen. Jeg arbejder for meget, jeg har ingen kæreste, jeg får ikke set mine venner og veninder og det hele er noget ØV. Faktisk ikke noget nyt under solen, samme remse som sidste uge og sidste uge og sidste uge.

MEN lige netop den dag satte min veninde bremsen i for den uendelig strøm af offerrolle udmeldinger, hun hører mig fortælle og lige der – lige der serverede hun den epokegørende sætning, der gjorde forskellen for mig (og det gør den fortsat):

”NILLER DET GÆLDER OM AT VÆRE GLAD HVER DAG”.

Hun gav mig det blik, man kan få, når ens tandlæge kigger på en efter et eftersyn og godt ved, man ikke har været der i rigtig mange år … (eller måske det kun er mig, der får det blik). I hvert fald den sad!

Det var en meget simpel sætning, som uden at vide det indfandt sig lige på det rigtige sted hos mig. Jeg gik hjem og gav tænketanken hele armen. Hvad drejede det sig egentlig om, at jeg ikke var HELT tilfreds?

Efter flere timers intensiv tænketanke virksomhed kom der to vigtige indsigter for mig. Det værste var, at jeg fandt ud af, jeg kunne ikke give nogen skylden for alt mit arbejde. Selvom veninderne syntes, min ledelse kørte rovdrift på mig på jobbet, så var det jo egentlig mig selv, der hver gang meldte ud ”den klarer jeg”. For hvis jeg kunne få mig et skulderklap alias ANERKENDELSE (som var min ubevidste højeste værdi på det tidspunkt), så levede jeg jo livet. Så levede jeg op til alles forventninger. Jeg var jo go´ til det, jeg lavede, alle havde det godt omkring mig og jeg ville garanteret blive udfordret til endnu større opgaver, hvis jeg kunne mestrer det hele – hold nu fast jeg var kørende eller var jeg?

Der kom endnu mere ”værste” ud af min tænketanke øvelse. Jeg fandt ud af, at jeg hver dag faktisk var ekstrem god til at fortælle mig selv, hvordan jeg kunne blive endnu bedre til mit job og mit privatliv. Måden jeg gjorde det på var ved at fokusere på alle de ting, jeg ikke fik nået på mit job samtidig med, at jeg fokuserede på alle de veninder/venner, jeg ikke fik ringet til eller besøgt. Så ja jeg gik faktisk og skældte mig selv lidt ud hver dag. I dag kalder jeg den form for indre dialog for ”DONG DONGEN” - den vi slår os selv oven i hovedet med, når vi føler, vi ikke gør det godt nok.

SÅ HVAD SÅ ... ?

I dag føler jeg mig nærmest glad hver dag. Jeg har også arbejdet meget med mig selv siden min UHA/HURRA oplevelse i H.C. Ørstedparken? MEN ihvertald de ovenstående indsigter måtte jo laves om – de virkede ikke, jeg var piv ulykkelig, selvom alt jo ”fungerede”.

Så nu prøver jeg dagligt at fokusere på alt det, jeg når! Det lyder måske banalt - men at skifte vejbane og stoppe op for enden af dagen og gøre mig tanker om alle de aktiviteter, jeg har gjort for mig selv og for andre og indse, at jeg faktisk gør det ret godt, det har været en ”stram” øvelse for mig.

For kan det virkelig være rigtigt, at jeg er go´ nok til at klare det hele. GU´ ER DET DET! Som jeg lærte på min coach uddannelse – ”så længe jeg gør mit bedste med alle de ressourcer, jeg har, så er resten ikke op til mig” – og det sætning den virker, i hvert fald for mig.

Så der mit fokus skifte. Når ”DONG DONGEN” går i gang (min indre ”dumme dialog”) så er jeg blevet super go´ til at lave fokus skifte. For jeg har ikke lyst til at tale grimt til mig selv – min indre dialog skal rose mig og give mig opbakning. Tænk hvis det var en ven, der talte sådan til mig, når ”DONG DONGEN” går i gang – så havde jeg fyret vedkommende som ven med det samme.

Og jeg har ikke lyst til at fyre mig – for jeg er go´ nok! Jeg siger det til mig selv, jeg tænker det om mig selv og det giver mig faktisk en større tiltro, at jeg mestrer mine arbejdsopgaver. Jeg føler, jeg får mere overskud til at involvere mig i lige præcis det, jeg har lyst til og jeg har nemmere ved at sige fra.

Det er 2 "simple" forandringer, der er sket. Det er dagligt fokus på, hvad det er, jeg når og det er fokus på at tale pænt til mig selv.

Min anerkendelse får jeg i form af det "kredit", jeg giver mig selv - jeg behøver det ikke længere udefra.

Mit tal på vægten var altafgørende for mit daglige humør. Hvorfor lod jeg det kontrollere mig så meget?

I alle de år hvor jeg var meget fokuseret på mit daglige indtag af mad, var det et MUST for mig at veje mig på vægten hver dag. Helst om morgenen eller efter et toiletbesøg. Og jeg kunne blive så glad, hvis vægten viste et tal, der var mindre end dagen før, især hvis tallet var MEGET mindre.

Min dag blev faktisk lettere, jeg blev lettere, jeg havde mere overskud og jeg fik lyst til at shoppe. Jeg følte mig SÅ dygtig. Jeg følte mig slank.

MEN hvis vægten viste et højere tal end dagen før, så brød min dag sammen. Og det var hele dagen, når det var morgen vejning. Det blev sværere for mig at vælge tøj og jeg kunne nærmest ikke holde mit spejlbillede ud. Min lunte var kort overfor udfordrende input. Hvis tallet på vægten var helt i den forkerte retning, gav jeg nogengange op og gik straks i gang med at trøstespiste, fordi ”så kunne det også bare være lige meget, jeg kom aldrig til at tabe mig”.

MEN hvorfor var den vægt så vigtig? "De glade dage" oplevede jeg faktisk ikke særlig tit – altså "de glade dage", hvor vægten virkelig var faret nedad. Jeg oplevede faktisk mest de rigtig ”dumme” dage, og de kunne komme, selvom det blot var 200 gram, jeg havde taget på.

I forbindelse med min turbosvingende vægt (den røg jo op og ned), så var det kosten, jeg lagde vægt på at ændre. For jeg har næsten altid været fysisk aktiv. Dengang var det ikke motionen, der gjorde forskellen, det var kosten. Det havde jeg læst skulle gøre forskellen.

Og var der noget, jeg kunne blive stresset over, så var det min ”kostregulering / kosttilbageholdenhed”.

Jeg kunne endda blive helt irriteret, hvis nogen inviterede mig ud, for det betød "ussund" mad. Jeg kunne endda finde på at droppe de sociale arrangementer, for hvad skulle jeg sige til dem "at jeg var på kur IGEN". Det sagde jeg jo tit, så de troede jo ikke på mig.

Og hvad med alle de 1000-vis af regler, jeg skulle forholde mig til. Hvad jeg måtte spise, hvor meget jeg måtte spise og hvornår jeg måtte spise. Jeg var ved at blive sindssyg, når jeg sku´ handle ind. Nogle gange skulle jeg jo gå i forskellige supermarkeder for at handle ind til det ”sunde” mad. Og det tog tid for mig at forberede. Når jeg så havde gennemført det til punkt og prikke, så kunne vægten alligevel vise næste morgen +325 gram. Det var faktisk en MEGET dum kamp.

I dag ved jeg, at vores kontrol af mad stresser os. Det stresser os, fordi vi skal tilpasse os overfor os selv og vores omgivelser. Vi bliver stresset ved ikke at spise, hvad vi vil. Vi bliver stresset over, at vægten ikke følger med i nedafgående retning. Vi bliver stresset over alle de sociale arrangementer, vi skal til, hvor vi skal sige nej til alt det, vi godt kan lide. Når vi bliver stresset -> så spiser vi.

Så hvad gør jeg anderledes i dag?

Jeg har fjernet min vægt - min vejning! Jeg vil selv bestemme, hvilket humør jeg vil være i.

Jeg har fundet ud af, at det mad der er forbudt for mig, det spiser jeg mere af, fordi det er forbudt. Så der er ikke længere noget mad, der er forbudt.

Jeg har fundet ud af, at jeg spiser mere usundt, når jeg er stresset, så jeg prøver at undgå at være stresset. Det virker for mig at lave mental afslapning, jeg lader mig fordybe til afslappet musik. Eller jeg laver noget fysisk aktivitet. Fysisk aktivitet giver mig nemlig bagefter den bedste afslappet fornemmelse i kroppen. Så jeg sætter min ynglings musik på, og så danser jeg. Den form for fysisk aktivitet syntes jeg godt om. Og alt det jeg syntes godt om, det fortsætter jeg med.

Hvis du kan nikke genkendende til noget af det, jeg skriver, så har jeg et par trin, der måske kan hjælpe dig:

1)      Notere vaner ned: Hvilket humør er jeg i og hvad spiser jeg?

2)      Hvad spiser jeg, når jeg er i det humør (ofte spiser vi ”sundt” når vi er glade, så har vi overskud)?

3)      Hvis jeg er stresset, hvem/hvad kan hjælpe mig til at slappe af?

4)      Hvornår føler jeg mig afslappet? Regel -> det skal jeg være min. 1 x om dagen

5)      Hvad kan jeg godt li´ at lave af fysisk aktivitet, fx gå/ løbe med bold, gå/løbe med sjippetorv,  danse, hinke, gå en tur i skoven, gå en tur ved vandet, cykle, gå sammen med andre  

Til inspiration har jeg fra mine foredrag hentet et par citater til dig om fysisk aktivitet:

"Mængden af bevægelse påvirker vores styrke, vores kraft, vores balance, vores udseende, tænkning, vores evne til at udholde livets blæst og byger og hvor længe vi lever". Citat fra ortopædkirurg Eric Heiden og femdobbelt OL-vinder i skøjteløb

”Alle har brug for koncentrerede doser af mange slags bevægelse for at forblive velfungerende. Når du snyder dig selv fysisk – ender du med at yde meget på dårligt brændstof – ofte næsten uden brændstof. Vores omsorg af os selv er faktisk bestemmende for, hvordan vi performer, tænker og arbejder”.

"Vores krop er ikke egnet til at sidde stille.Hvis vi går tilbage i tid, så skulle vi være i form for at jage og flygte".

”Verdens bedste kur” … har du prøvet med 5 minutter?

 

Alt min livskvalitet forsvinder, når jeg går på kur og jeg bliver sindssyg tosset.

Fra jeg var ca. 12 år og til jeg kom i slut 30érne, har jeg altid bokset med diverse slankekure. Tomatkur, Rigshospitalets suppekur, banankur, ”spis ingen mad”-kur (her var opskriften min egen), ”spis ingen kulhydrater”-kur, ”drik kun kaffe”-kur, ”spis masser af chili”-kur … alverdens kure og jeg hadede det.

Men jeg blev nødt til det, for jeg var jo for tyk indimellem. Og den eneste måde, jeg kunne blive glad på igen var at slanke mig? Hver gang jeg slankede mig, så blev jeg så glad for min ”nye” krop, så jeg måtte fejre det. Så spiste jeg alt det, jeg havde savnet - og i løbet af ingen tid, havde jeg genindvundet det fortabte chokolade, kage mm og så var det ny kur forfra – nogen gange endnu mere forfra. Jeg var indimellem så træt af det, så jeg flere gange varmede op i mange måneder til en kur - lige op til den 1. januar, også kaldet mit nytårsforsæt.

Nu er jeg kommet væk fra min "kur"-vaner. Jeg har fundet en ny løsning, der virker.

For mig gælder det om at definere min livskvalitet som noget andet end go´ mad/slik og søde sager. Jeg er begyndt at lægge vægt på det, jeg giver mig selv ved IKKE at spise usundt, mere usundt, meget usundt - rigtig meget usundt. Jeg finder frem til det, jeg glædes over, når jeg ta´r valget IKKE at spise usundt. MEN jeg forbyder mig ikke at spise usundt. Får jeg lyst til det, har jeg iværksat en handling, jeg gør hver gang:

Jeg venter 5 minutter ...  

Når jeg får lyst til en ekstra portion mad med top (naturligvis), en ekstra stang chokolade, ekstra t-birkes, ekstra hvidt brød, ekstra kage mm, så stopper jeg op og venter i 5 minutter. I de 5 minutter stiller jeg mig selv 3 spørgsmål:

• Hvorfor skal jeg spise det?
• Hvad får jeg ud af det?
• Hvad vil jeg syntes om det efter, at jeg har spist det?

Hvis jeg fortsat har lyst efter de 5 minutter, hvor jeg har reflekteret over de 3 spørgsmål, så spiser jeg det og jeg giver mig selv lov til at nyde hver en krumme.

De 5 minutter, de virker!

Jeg har fundet ud af, at det typisk er mine følelser, jeg spiser på. Så jo mere jeg tænker over mine følelser og handlinger, jo mere bevidst bliver jeg om, hvorfor jeg spiser. De følelser og handlinger jeg spiser på er typisk ikke positive for mig. For at få dem positive arbejder jeg med dem - enten selv eller jeg får hjælp fra andre. 

Jeg tror ikke på, at lysten til mad forsvinder, når vi er på kur. Tværtimod så bliver vores spisetrang større, jo mere vi afskærer os fra det, vi syntes om. På Facebook læser jeg ofte status – typisk fra kvinder – hvordan de har været uartige, fordi de har spist chokolade, kage, burgermad. MEN HVORFOR slå os selv oven i hovedet over det?

Ofte er det vores impuls spise, der kickstarter, når vi spiser usundt. Vi kan spise det så hurtigt, at vi dårligt når at runde sætningen af ”jeg burde da ikke spise det”, så har vi spist det. MEN HVORFOR ikke spise det, vi har lyst til?

Jo mere forbudt noget er for os - > jo mere vil vi ha´det, så lad os da give os selv lov.

Her er et par gode råd, der måske kan hjælpe dig med ”den søde tand” – der måske kan stoppe dig i at gøre det så dumt:

• Brug de førnævnte 5 minutter ... HVER GANG
• Når du vælger at spise det – så NYD hver en mundfuld, ikke gøre det forbudt
• Har du det i hjemmet, så stil det væk fra din rækkevidde, så du skal rejse dig og gå for at få fat i det – fx stil det i gangen ved siden af toilettet eller et andet sted - gør det lidt besværligt for dig at komme til  
• Har du det i en skål / på et fad – så sørg for at du ikke kan se igennem låget
• Du kan foreslå på kontoret, at fredagskagen ikke står på pausebordet – men stilles udenfor øjets rækkevidde – hvad vi ser, bliver vi tiltrukket af

Du må meget gerne skrive med her, hvis du har andre ting, der virker for dig, som garanteret kan inspirere andre.

Go´ fornøjelse

Nytårsforsæt – gratis ta´ med hjem … Nej det motiverer ikke os danskere.

Nytårsforsæt i motionscentre bliver som motivation tilbudt en tur til Oslo, gratis indmeldelsesbeløb eller et par måneders gratis medlemskab.

Hvornår er der et motionscenter / en motionskæde, der motiverer danskerne med henblik på deres motionsvaner. De er jo de samme hvert år, de ændrer sig ikke.

Vi starter i januar og holder noget pause i slutningen af marts / april, men vi melder os ikke helt ud. Nytårsforsættet er fortsat aktuelt, for vi vil gerne træne i starten af maj og finder sommerformen frem, for solen skinner. I juni måned når bindingen stopper, så melder vi os ud. Nu er det sommer, vi vil udenfor! I slutningen af august / starten af september skal vi i gang igen, for nu skal ”sommerformen” trænes væk. Vi fortsætter til slutningen af oktober / midt november, så stopper vi. Vi har ikke tid, det er jul. Vi starter til januar! 

Kunne motionscentrene gi´ et års medlemskab kontant (12 mdr.s binding ikke aktuel), som giver os gratis adgang i juni, juli og december. Vi kommer alligevel ikke ind og træner i de 3 måneder. Som bonus for året får vi tilknyttet en motivations træner i starten af året, midt marts og så igen til august og november. Så får vi en professionel sparringspartner, der sammen med os finder ud af, hvad der skal til for, at vi fortsætter. Hvad er det, vi gerne vil opnå? Hvad er det, vi skal mindes om, når vi træner, så vi får fat i det, der virker for os hver især, så vi er motiveret. På den måde holdes danskerne i gang via motivation og inspiration og i perioder, hvor det gælder, og vi behøver ikke koncentrere os om ud- og indmeldelse i løbet af året. Motionscentrene får deres års medlemmer.

Da jeg arbejdet i SATS, havde vi et år, hvor vi kørte sundhedstjek på vores medlemmer med opfølgning ca. 3 måneder efter. Det var en hård nyser for personalet. Der var meget, der skulle arrangeres. Men vores medlemmer kunne se resultatet af deres træning, og det var motiverende!

Vi skal motiveres og inspireres for at holde vores træning regelmæssig. Jeg tror ikke på, det sker igennem en Olso tur eller ”gratis med i købet”, når du starter.