Jeg var SÅ stresset, men for pokker jeg blev jo anerkendt!

Jeg sad for nylig og læste et personalebrev jeg havde skrevet, da jeg var centerleder. Et lille citat derfra fik mig til at reflektere big time over, hvordan pokkers forkert jeg har handlet overfor mig selv.

”Hej med jer, ja så er vi i en travl måned igen, og der skal indhentes medlemskaber som aldrig før. Som I nok har bemærket, så er jeg også i en travl periode i øjeblikket, vi mangler igen en fuldtidsstilling, og ja jeg er jo nok lidt kort for hovedet indimellem, men det løser sig, lige så snart vi finder en løsning på det her”

WHAT !?! Jeg anede for det første ikke, hvornår den løsning kom og alle mine værdier, som jeg tillagde en god leder faldt faktisk til jorden, fordi jeg lavede 2 mands arbejde. Jeg var stresset (men tænkte ikke over det – hov jo de gange når jeg lå søvnløs om natten, skete tit). Jeg tænkte ikke rationelt, jeg var ikke kreativ, og jeg kunne ikke præstere som jeg ville. For 37 timer x 2 om ugen gjorde det umuligt for mig.

At være en god leder var en af mine højeste værdier jeg havde ved mit arbejde, rettelse at være en RIGTIG god leder. Hvorfor pokker sagde jeg så ja til at varetage 2 stillinger. Det ødelagde jo alt! Jeg har indset nu, at anerkendelse åbenbart var en værdi, jeg levede efter uden at vide det. Jo flere skulderklap jeg fik - jo hurtigere løb jeg. Skulderklappene kom i de periode nok ikke så meget fra mit personale. Jeg tror egentlig bare, de glædede sig til, at ledelsen fandt min 2´er.

Men jeg holdt skansen overfor min ledelse, mine medlemmer, til dels mit personale og i den grad overfor  mig selv. Jeg var jo SUPERWOMAN, ingen skulle se, at jeg var mærket af mit arbejde, uanset om jeg arbejdede for 2. 

Min omgangskreds og familie syntes indimellem, at der blev kørt rovdrift på mig, ledelsen var jo så hårde ved mig. Men hvis skyld var det?Det var da helt min egen, jeg sagde jo hele tiden JA! For så blev jeg anerkendt, og så var alt okay.

Når jeg kigger tilbage nu, og havde jeg været ved den bevidsthed, som jeg har i dag, havde jeg nok sat hælene i og bedt min ledelse om at finde en 2´er, ikke en mig men en anden. Så jeg kunne blive ved med at dyrke mine bedste ressourcer som leder, at være nærværende, lyttende, favnende, udfordrende, loyal og samtidig havde overskud til at drive mine resultater.

Der var faktisk et helt år, at jeg var mig og ikke var 2, og det år blev jeg årets centerleder i SATS.