Et strejf af formiddagsglæde - og så ellers bare kom ud af døren!

Det var en af de morgener, hvor lysten til at springe ud af sengen for at undervise mere luftede i retning af "lige sove et par timer længere".

Det heldige ved min udendørs aktivitet er dog, at der står nogen og venter. Venter på at blive sat i gang og få gennemført ugens lørdagstræning. 

Jeg står op og planlægger træningen henover mine kopper kaffe og syntes nu selv, jeg har fået lavet mig en omgang drønsej fem kvarters træning. Jeg håber som vanligt, at der bliver taget godt imod den. Det viser sig, at træningen i dag ikke har så stor betydning, for solen er der! Eller humøret er højt fra starten af, hvor vi alle bliver enige om, at solen gør en forandring. Jeg mærkede det selv, så snart jeg trådte ud af døren, måtte op på cyklen og suse af sted til Søndermarken. Det var ikke længere dynerne, der hev i mig - næææ deundelynme nej "jeg måtte ud under den åbne himmel".

Jeg tror, at det er de her øjeblikke, der gør det anderledes for os. Øjeblikke hvor vi ikke rigtigt måske alligevel gider det, vi skal. Når så vi alligevel gør det, så bliver oplevelsen dobbelt så stor, fordi der ingen forventninger er til træningen, for vi gider ikke rigtig

Så måske skal vi bare gribe det øjeblik, hvor vi ikke "orker" og indse, at "bageftertræning" følelsen bliver så meget mere behagelig!! end følelsen "lige sove et par timer længere" ...  og så ellers bare komme ud af døren.