Hvorfor snyder vi os selv for forkælelsen?

Arbejde arbejde og mere arbejde … det har været min højeste værdi i mange år. Selvom jeg var overbevidst om, at det da selvfølgelig var familie og venner. Så fandt jeg ud af med en lille tids øvelse, at arbejdet fik mest værd på min hitliste. Faktisk så meget mere værd at jeg ikke passede på mig selv. Jeg hverken spiste sundt eller bevægede mig fysisk.

Jeg var vegetar i 11 år, jeg spiste intet kød – ikke engang rejer. Når jeg kom hjem fra arbejde, hvor jeg i øvrigt havde spist mest brød og salater til frokost og ingen morgenmad – blot kaffe, det slanker jo - så ristede jeg mig en krydderbolle, puttede smør og ost på (det var hurtigt og nemt), skænkede mig et glas vin, for det havde jeg fortjent, så var den aftensmad nakket og så i seng og sove i 6 time, for jeg skulle op på arbejde.
Jeg skiftede dog lidt madkurs, da jeg skiftede branche fra økonomi til fitness. Jeg spiste lidt mere varieret, der var jo energi og protein barer i centrene. Jeg trænede også mere, når jeg underviste andre. MEN jeg trænede ikke selv, det var jeg for træt til, når jeg havde fri. Så ville jeg hellere hjem, smide stængerne op og drikke lidt vin. Det havde jeg fortjent.
Jeg sprang ofte familiehyggen over, for jeg skulle arbejde. Mine veninder fik mig på deltid oppe i tophuen, for jeg var træt, når vi var sammen. Faktisk engang så træt så jeg står i lufthavnen med dem. Jeg ved, vi skal til Portugal, men jeg aner ikke hvorhen. Havde jo bare overført penge til en veninde for jeg havde for travlt til at sætte mig ind i rejsen. Jeg kunne heller ikke helt nå en af venindernes polterabend før sent ud på aftenen, for jeg skulle arbejde … og sårn var det. 
Det værste der kunne ske på jobbet var, hvis jeg fik en pris eller belønning for ”godt arbejde”. Så løb jeg nemlig endnu hurtigere, for jeg skulle leve op til min ”kåring” 
Alt det her fungerede så fint for mig. Selvom min krop dengang var alt for tung til min højde, selvom jeg blev været sygemeldt med stress og selvom jeg blev lagt ned i 6 mdr. med 2 menisk operationer – et i hvert knæ. 
Lige indtil jeg knækkede sammen på en coach uddannelse for ca. 8 år siden og fandt ud af, at livet handler om andet end en arbejdsplads. Der besluttede jeg mig for at passe godt på mig selv. 
Og ja træningen hjælp mig. Men jeg trænede ikke for min krops skyld – jeg trænede for min tophues skyld. Jeg savnede plads til bedre tanker, jeg savnede overskud og denne her gode følelse i kroppen.
Det er jo så vildt med den endorfin-produktion i kroppen, der dannes ved motion. Dengang hvor jeg havde en revne i hver menisk – i hvert knæ, som gjorde virkelig ondt. Lige så snart jeg trådte foden ind i min dansesal og skulle undervise medlemmerne, så kunne jeg intet mærke i knæene, og jeg dansede rumpen ud af bukserne. Men efter jeg fik sagt farvel til medlemmerne i salen, så humpede jeg igen. 

Det er da vildt hvad et adrenalin-kick kan give!

Og denne her fede følelse af energi, som jeg helt selv kan genere i min krop og i mit hovedet, den hjælper mig til at blive en dygtigere Pernille. Jeg får renset ud af støjen i mit hoved, og jeg suser rundt på min helt egen humørmedicin. Så hvorfor skal jeg snydes for det? Derfor fortsætter jeg min træning og gør det, fordi jeg kan.

SÅ !! til dig eller jer der kan nikke genkendende til ovenstående med farten i livet og ikke passe på sig selv. Hvorfor egentlig snyde sig selv for alt den selvforkælelse, der ligger i træning. Du kan jo gøre det, når du vil – din ”tophue” skal bare give din krop lov.