"Pludselig så jeg min hængerøv i butiksvinduet."

Jeg sidder her en eftermiddag og reflekterer over mit arbejde som madmentor. Hvad pokker er det, der er sket med mig? Mig som i mine unge år befandt mig i en lettere form for madkaos, og nu befinder mig i en ro omkring, hvad jeg putter i munden. Og jeg er i stand til at hjælpe andre mennesker med det.

For hvor har jeg kæmpet det meste af mit liv med maden. Jeg husker, jeg dagligt følte, jeg skulle forsvare mig i mine omgivelser. derfor spiste jeg ikke altid, hvad jeg havde lyst til, når jeg var ude blandt andre. For så ville folk garanteret tænke, det er da klart, hun er så stor, så meget som hun spiser.

En af mine måder at overbevise mine omgivelser på, at jeg da var helt OK, selvom jeg følte mig stor, det var igennem mit arbejde. så jeg arbejdede rigtig meget og gjorde det rigtig godt. For så lagde de måske ikke mærke til, jeg ikke følte mig slank og perfekt.

Det gode ved maden var, den trøstede mig. Trøstede mig når jeg var træt og nede på energi. Det var så skønt bare at spise.

Altså skønt lige indtil det øjeblik, hvor en genkendelig indre stemme dukkede op. Stemmen der fortalte mig, at jeg ikke passede på mig selv, for jeg spiste jo alt for meget. Stemmen der kunne bruge testen af tiden den dag eller aften på at skælde mig ud og fortælle mig selv, hvor svag jeg var. Hvordan jeg i virkeligheden ikke kunne klare noget som helst. Jeg var jo bare tyk og spiste hele tiden. Indimellem blev jeg endda hjemme fra fester, fordi jeg følte mig for tyk. Så blev jeg hjemme og spiste.

Hvad er det så, jeg har gjort? Det var jo et svært mønster at bryde ud af.

Jeg husker, jeg ligger på min sofa i en alder af 29 år, hvor jeg kigger ud af mit store vinduesparti, hvor jeg næsten kan skimte min arbejdsplads i det fjerne. Jeg har lige været ramt af en stress periode, der heldigvis var overstået, så jeg er faktisk glad. Men alligevel tager jeg mig selv i at tænke ”det eneste du laver i øjeblikket er at ligge i denne her sofa eller arbejde, hvordan skal du nogen sinde finde dig en kæreste og få en familie, du fylder jo snart 30 år?”
Så jeg spørger min veninde ugen efter, om vi ikke skal finde på noget sindssygt, for jeg trænger til at bryde ud af denne her cirkel. Og hvad det var der fik mig ud over stepperne, aner jeg ikke den dag i dag, men jeg tog en uddannelse og blev step– og aerobicinstruktør.

Og lige pludselig var der et andet indhold i mit liv. Jeg dansede mig fri i weekenderne, hvor uddannelsen fandt sted. Jeg øvede mig om aftenen, når jeg kom hjem fra arbejde uanset tidspunkt, for jeg elskede det.

Jeg kommer i tanke om, jeg pludselig en dag ser jeg mig selv i et butiksvindue - jeg har fået hængerøv. Jeg suser ind i butikken og vil købe nye bukser og hiver min str. 42-44 frem. Butiksdamen kigger skævt til mig og langer mig så en str. 38, som jeg kan passe.

Hvad pokker var der dog sket?!! Jeg havde jo ikke været på kur, jeg havde jo ikke knoklet mig igennem Rigshospitalets suppekur, spist Letigen pillen, været på kaffekur, tomatkur, banankur.

Jeg indser, at ellers så trygge sofa ikke længere har aftryk i siddepuderne efter, jeg sidst fik den støvsuget. Jeg har jo slet ikke ligget i den. Der er heller ingen krummer omkring siddepuderne og kiksepapiret flyder ikke længere på sofabordet.

MEN DER STÅR EN STEPBÆNK PÅ MIT STUEGULV.

De tre måneder hvor jeg tog den uddannelse blev starten på det største, jeg nogensinde har opnået! Jeg fandt glæden i at røre mig. Jeg havde det egentlig også som barn og yngre, da jeg spillede fodbold, men så kom der drenge på tapetet. Jeg begyndte at læse og arbejde og ja – så kom maden på bordet og blev vigtig for mig.

Der gik 1 1/2år, så skiftede jeg branche og arbejdede så fuldtid med mennesker og bevægelse i stedet for regnskabstal. Det var ikke, fordi maden fyldte på samme måde, men den dukkede stadig op. Dukkede op hvis jeg var trist. For jeg vidste jo fra tidligere, at maden løser problemet her og nu. Og fordi jeg nu rørte mig regelmæssigt, så lagde ingen mærke til min spisning.

Det var faktisk først, da jeg tog min madmentoruddannelse, at jeg blev klar over, at jeg fortsat havde madregler, at jeg spiste restriktivt. At jeg var god til at fortælle mig selv, at der var ting, jeg ikke kunne lide, men virkeligheden var, at jeg vidste, det gjorde mig tyk, så derfor undgik jeg det.

Sammen med den klarhed fandt jeg ud af, hvor i mit liv jeg spiser med hovedet. Hvad det drejer sig om og hvad jeg i virkeligheden har brug for i stedet for mad. At maden ikke er løsningen. Det er vildt!

Og det er vildt, at jeg oplever madro nu. Det er vildt, at jeg kan sige PYT, hvis jeg spiser mere, end min krop har brug for, for sådan er det fortsat lidt indimellem. Tænk at jeg er i stand til det.

Tænk at jeg er i stand til at hjælpe andre med at finde madro. Ingen fortjener at ha´ det, som jeg havde det dengang, hvor maden fyldte – for det gør ondt som bare pokker.

• Måske du kan nikke genkendende til mine "uduelige" spisemønstre og ønsker hjælp til, hvordan du bryder dine? 
• Måske har du brug for hjælp til at få bevægelse motion, træning regelmæssigt ind i dit liv?
• Hvad nu hvis jeg kan få dig i retning at noget, der virker hele tiden?