« Skal du med på min træningslejr 29/8-1/9 2019? | Main | Får du dårlig samvittighed, hvis du ikke træner? »
Monday
May132019

Du bliver ikke glad og lykkelig af at tabe dig - sikken da noget vrøvl!

Men kender I det, hvor man hører, at en slank krop ikke er ensbetydende med, at man blive glad og lykkelig. At det handler om ens indre. At man skal finde glæden ved sig selv og se indad og ikke lade slankekure og træning være parametrene til at blive lykkelig?

Sikken omgang VRØVL!!!!!

Man bliver eddermammer lykkelig, når man har tabt sig. Man bliver overdrevent lettet over ikke hver morgen at skulle stå foran spejlet og ikke kunne finde noget tøj, der er passende at tage på. Lettet over ikke at skulle dække sig til med stort tøj, så ingen kunne se ens store mave. Man bliver så lettet over ikke at skulle hive ud i trøjen hele tiden, når man sidder ned, fordi den krøller på maven. Man bliver så lettet over ikke at skulle spille hende den sjove, for lækker det føler man sig ikke, så derfor kører man den ind på humoren som charme. Man bliver så lettet over ikke skulle spise i skjul for sine omgivelser i frygt for, at de vil kigge på en og tænke ”det da ikke luften hun går og bliver tyk af”.

SÅ!! man bliver EDDERMAMMER glad, når man taber sig!!!!!

Men hvorfor er det så blot to år siden, at jeg blev glad ved mig selv?Jeg har jo været slank i godt 16 år, hvorfor er det så først nu, jeg virkelig føler mig glad og lykkelig? Det da mærkeligt.

Da jeg tog uddannelsen til madmentor, husker jeg, at jeg fik mega modstand på vores underviser, der netop påstod ”at man ikke blev lykkelig af at være slank”. Hold nu fast – der kørte en vrede indeni mig. Hvad vidste hun om det? Jeg blev da mega glad, da jeg tabte mig. Altså lige indtil jeg fandt ud af i uddannelsen, at jeg fortsat var sindsygt ked af det. Der var faktisk ingen glæde ved at være i en mindre størrelse, jeg følte mig fortsat forkert. Jeg husker, at jeg tidligere som selvstændig ikke ville arbejde med kost. I min frontallap fortalte jeg mig selv, at det var fordi kost ikke var lige så vigtig som træning, derfor ville jeg prioritere træningen. Indtil jeg på uddannelsen fandt ud af, at jeg faktisk ikke mente, at jeg kunne hjælpe andre med maden, da jeg selv havde haft så svært ved det. Så hvad vidste jeg egentlig om det? Det kunne jeg da ikke finde ud af.

Men så fik jeg gennembearbejdet toppen og fandt ud af, hvor min kedafdethed lå. Og ja det var bestemt ikke ved min krop. Nej det var følelsen af ikke at være god nok. Følelsen af ikke at være lige så stærk og sej som mine venner og veninder. Og det mindreværd foldede sig ud i et mindreværd ved min krop. Så hele kroppen fik skylden. Hvor har jeg haft lyst til mange gange at blive hjemme for ikke at dumme mig. Men så kørte jeg den ind på rutinen, hvor jeg var sjov. Så hvis jeg følte mig presset, så fyrede jeg en joke af, den kunne folk i hvert fald grine af, og så var alt jo ok.

Men nu har jeg sørme fundet ud af, at jeg er ok. At jeg er ligesom jeg skal være. At jeg ikke behøver at være ligesom andre. Og den følelse har saftsuseme givet mig glæde.
En glæde ved at være mig Pernille Uhrbrand, der bor sammen med min hund Fido.

Vi kan hente nok så meget inspiration fra foredrag, oplæg eller TV om at ændre det, vi tror på, fordi det vi tror på, det ikke fungerer. Men vi bliver ikke fixet af et oplæg eller en TV-udsendelse (men heldigvis at vi kan starte der). Det gælder om at springe ind i os selv og investere tid i at finde ud af, hvorfor følelsen af at føle sig forkert, konstant dukker op. Det kan godt være, man tror, at det har noget med kroppens størrelse af gøre. Det er ihvertfald det nemmeste at fortælle sig selv, at hvis man bare taber 10 kilo eller hvad målet nu er, så bliver man et meget gladere menneske. Og som nævnt foroven, ja det gør man.
Men det holder ikke særlig længe, så dukker der noget nyt op. For der hvor” skoen trykker” kan ikke fixes igennem ”grøntsager og et løbebånd”.

Hvorfor jeg skriver det her nu .. jeg ved det faktisk ikke. Måske på grund af mit arbejde som madmentor, hvor jeg oplever mange af mine klienter i starten har den tilgang, at en mindre kropsvægt gør dem lykkelig. Lige indtil jeg hjælper dem med at finde ud, hvad det virkelig drejer sig om. Måske fordi jeg bare har en dag, hvor jeg føler mig taknemmelig for, at jeg turde tage springet og finde ind under min ”hårde” skal og få den løst op? Eller også er det bare, fordi i dag er mandag med solskin, og jeg har lyst til at dele mit solskin med jer. Aftentanker herfra <3
Her et billede hvor jeg befandt mig i en krop, jeg troede var årsagen til min kedafdethed.


 

PrintView Printer Friendly Version

EmailEmail Article to Friend

Reader Comments

There are no comments for this journal entry. To create a new comment, use the form below.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
Some HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <code> <em> <i> <strike> <strong>