Vi skaber jo ikke i panikpulsen - vi slukker ildebranden.

Og her kan hun så sidde hele dagen og kigge med. Jeg prøver lidt ligesom hende indimellem bare at stoppe op og sidde uden grund og tanker til omgivelserne.

Det renser mit hoved bare at sidde og stirre ud i luften og giver min krop energi. Det bedste sted jeg kan mærke, om jeg har energien, er til træning. Jeg kan være helt klar i toppen, men min krop vil ikke. Så ved jeg, at det er tid til stræk og ro.

Jeg var sammen med en af mine klienter, hvor lektien “dybe vejrtrækninger 5 minutter dagligt" ikke var blevet prioriteret. "For hvor skulle det blive gjort, der var jo ikke ro nogen steder?"

Måske er det svært for os at læne os tilbage, fordi vi venter på roen, når vi skal skabe ro? Vi tager fx jævnligt til yoga, mindfulness eller meditation eller andet lignende for at tage ud og finde roen. Men hvorfor skal den findes derude? 

 Måske ville vores hverdagspuls være mere tilbagelænet, hvis vi tog tiden til ro lige der, hvor pulsen stak af i stedet for at vente til "der er tid på vores hold"?

Så vi midt i "panikpulsen" snupper et tidsrum til os selv, mærker hvordan vi har det og sørger for at få os selv derhen, hvor vi finder overskuddet, skaber og bliver endnu Power fulde.

Vi skaber jo ikke i "panik-pulsen" - vi slukker ildebranden.

Og når vi så har gjort det, så læner vi os saftsuseme tilbage og tager et "quick-fix" til at dulme, at vi har haft fart på. Det kan være igennem mad eller drikkelse. For mig var det et glas vin eller to, der skulle til.

Og det i hvert fald sjældent at vi på hjemfronten så lige tager træningstøjet på og nupper en tur i det fri eller besøger venner eller får besøg af venner, for vores overskud mangler.

Så vi snyder os selv for fysisk udfoldelse og et godt grin. Og måske drejede det sig blot om de 5 minutter, vi missede i mærksomheden til os selv, da pulsen var høj?