Motivationslåge 14. december – det er bedre ikke at træne, for så har jeg ingen forventninger om resultater, og så bliver jeg ikke skuffet …

"Det sker hver gang” fortsætter han. ”Jeg sætter i gang med træningen og forventer det her kæmpe endorfinkick og forventer, min krop hurtigt kommer til at se anderledes ud og gerne to dage efter, jeg er startet” … griner han og fortsætter i en lidt mere alvorlig mine. ”Men jeg bliver irriteret, vred og skuffet, når mine anstrengelse ikke lønner sig. Jeg opgiver jo tid fra min familie, og jeg knokler og sveder og så alligevel sker der ikke en dyt. Og bliver jeg møg sur på mine omgivelser, for nogen skal min vrede jo gå ud over”.
Jeg langer ind i hans frustration og spørger ind til, hvad der er med de forventninger? Har han prøvet det før, hvor der gik to dage og så han lignede en stor græsk gud (det var hans billede af en flot mand).
Hvor kom de forventninger fra? Og ja det havde han. Men der havde han også nærmest døgnets 24 timer at træne. Han var noget yngre, studerede, var alene og havde masser af tid til træning. Han kunne faktisk træne to gange om dagen. 
Så gik vi ind og sammenlignede hans hverdag nu og dengang. I dag har han to små børn med hans hustru, lang vej til job og en lille køretur til træning. Vi satte tidsskemaet op for ham – et før og nu. Vi satte hans tid af til træning før og nu. Og så kiggede vi ellers på hans forventninger igen.
”Kan du se en forskel?” spurgte jeg. Umiddelbart er det jo klart, at din krop ikke følger samme udviklingsmønster, som dengang. Den er blevet ældre, der er mere fart på nu, der er mindre søvn og din krop har mere pondus i form af fedtlag, den skal arbejde med”.
”Prøv at se på dine forventninger igen, måske vi skal ”fintune” dem lidt måske? Han griner og læner sig afslappet tilbage i stolen. ”Når du stiller det op på den måde, kan jeg jo godt se, at der er noget, der ikke helt stemmer”.

Så kiggede vi på hans forventninger, hvad var realistisk og samtidig måtte de gerne være udfordrende til formål til hans mål. For han kunne mærke, han også var motiveret i at træne henimod mål, hvis altså han følte de var realistiske og ha hans forventninger ikke var høje. Vi lagde en ny træningsplan og øvelser, der passede ind i hans hverdag. Og så tog vi den derfra.
Det er ofte vores forventninger, der faktisk afgør, om vi fortsætter eller ej. For vi bliver så skuffet, hvis ikke de bliver indfriet. Vi bilder os selv ind, at vi jo akkurat som sidste gang, vi gav den en skalle opnår de samme hurtige resultater. Men vores krop og vores hverdagsræs er jo helt vendt på hovedet og kan ikke sammenlignes med ”dengang”. Og det skyldes derfor, at det går anderledes for os.
Har du set på dine forventninger? Er det realistiske lige nu? Har de indflydelse på din træningsglæde?