Jeg er bange for at be’ om hjælp – men hjælper det mig at være bange?

Vi sidder og redigerer på min hjemmeside, og jeg får en masse input til, hvad der er godt, hvad der er knap så godt, hvordan jeg burde håndtere den, hvad der virker på en blog mm. Imens jeg prøver at lytte alt, hvad jeg kan, mærker jeg samtidig en modstand på at tage imod, imens spørgsmål roterer rundt i mit hoved. Hvorfor kan vi ikke gøre det på min måde, det er jo min hjemmeside? Jeg vil selv bestemme. Hvorfor kan jeg ikke skrive, som jeg vil? Lad nu mig om det her.

Hvor kommer alt den modstand fra? Jeg aner jo ikke en fløjtende fis om hjemmesider/blogs mm, jeg er jo ”Rookie” på det område, så hvorfor sidder jeg her med en følelse af, at jeg ved bedst?

Efter mødet gav jeg mig selv en god omgang mental overhaling for at finde ud af, hvad det drejede sig om. Jeg kom frem til, at jeg var bange for at bede om hjælp, jeg havde ikke lyst til at vise min uvidenhed, jeg sammenlignede den faktisk med svaghed. Så væltede det ellers ind med indsigter.

Som revisor turde jeg sjældent gå ind til min kollega og spørge ind til en opgave for anden gang, jeg havde jo spurgt en gang, så hellere klare det selv eller spørge tusind andre – i hvert fald ikke den samme, hvilket resulterede i, at det tog mig meget længere tid at få færdiggjort opgaven. I starten da jeg underviste holdtræning, var jeg skræmt ved tanken om, at en kollega skulle komme og se mig i action, tænk hvis jeg lavede fejl og ikke var god nok. Måske jeg hurtigere var blevet bedre teknisk, hvis jeg havde taget imod, så havde jeg måske undgået 2 menisk operationer (operation i knæet). Da jeg holdte et af mine første foredrag, sagde jeg nej til en af mine coach venner, der ville ud og høre mig, tænk hvis jeg lavede fejl. Hvis jeg allerede dengang tog imod fra en, der havde erfaring med, hvad der virkede, ville jeg så i dag være nået hurtigere igennem med mit budskab og berørt flere?

Når jeg træner med de hjemmeløse, så overlader de alt til mig. For som de siger ”du ved bedst”. Ja jeg gør - lige på det område med at træne, og de vil gerne være rigtig gode til det. Så jeg har taget beslutningen og vil lære af dem. Jeg vil ikke være bange for at melde ud, at jeg ikke kan finde ud af det og behøver hjælp.

At lære af andre kan jo kun give mig flere ressourcer, give mig mere viden og erfaring, så jeg rækker armen ud nu og håber, jeg bliver endnu stærkere.

Hvorfor gør vi det så forbudt at spise usundt?

Jeg står i omklædningsrummet på vej ind for at træne og overhøre en samtale mellem 2 piger, der sidder og bekræfter hinanden i, hvor meget de har ”syndet” aftenen før med at spise slik og chokolade. De taler om, hvor forfærdeligt det nu er med alle de kalorier, og nu varer det i hvert fald længe, før de skal spise det igen. Til slut hører jeg den ene pige sige ”det smagte jo så godt, så jeg spiste alt for meget, så nu skal jeg bare give den gas til træningen, så jeg kan ha´ det godt med mig selv igen”.

 
MEN kan vi ikke ha´ det godt med os selv ALTID, uanset hvad vi spiser? Måske vi ville få et bedre forhold til de søde sager og kalorier, hvis vi ikke gjorde det så forbudt at spise. Vi bliver jo som regel tiltrukket af de ting, der er forbudte for os eller ting, vi føler, der er uden for vores rækkevidde. Vi er faktisk rigtig mange, som ”slår” os selv oveni hovedet hver gang, vi har spist noget, vi føler, der er ”usundt” for os. Vi går og skælder os selv ud. Vi kan endda sidde og fortælle omgivelserne, at vi ikke burde spise usundt samtidig med, vi indtager favorit chokoladen. Vi skriver det i vores status på Facebook, hvor gode vi er til at sige fra overfor kalorierne, eller hvordan vi igen lader os rive med.

Hvad ville der ske, hvis vi roste os selv, hver gang vi spiste en is, kage, hvidt brød eller andet vi syntes er forbudt og tillod os selv at nyde smagen?

 Hvis du nu læner dig tilbage og tænker, det her er godt for mig, jeg elsker smagen og nyder den i fulde drag. Din dialog med dig selv og omverdenen er positiv, du skælder ikke dig selv ud, men du giver dig selv lov. Hvad vil du mon få ud af det?

Måske du nemmere vil finde ud af, om du spiser pga nydelse af smagen, eller om du sidder med den samme følelse, hver gang du spiser. Den følelse kan fx være savn, nervøsitet, vrede, kedsomhed, ensomhed, irritation eller du kan måske også være stresset, hver gang du spiser usundt. Da jeg arbejdede som revisor og havde overarbejde, gik jeg altid ud på de sene aftentimer og tog kaffe og chokolade, for jeg skulle trøste mig selv, hvilket mange nikker bekræftende til, når jeg holder mit foredrag ”det sunde liv og motivation til træning”. Hvis det drejer sig om følelsen, så er det ikke dine madvaner, du skal arbejde med men derimod årsagen. Jeg kommer med de her eksempler, fordi jeg som nævnt selv har oplevet det og igennem mit arbejde med mennesker har mødt talrige eksempler på, at spisningen ofte bruges som erstatning for noget andet.

 Prøv at lægge mærke til det, få hjælp til følelsen hvis den er relevant for dig og ROS DIG SELV, når du giver dig selv lov til de ting, du gerne vil ha´.

Jeg har en overbevisning om, at jo mere du accepterer de ting, du gør, den måde du handler på, de valg du tager i livet, jo nemmere bliver dit liv at leve.

Hvor er hun modig .... bare det var mig

Jeg er på vej hjem og ser en kvinde stå i allen, der går under "Det ny teater" på Vesterbro. Her står hun alene med lukkede øjne og jammer et eller andet  acapella (sang uden musik). Der kommer ingen ord, hun lyder nærmest som en rytmeboks. Og det lyder bare GODT. Men jeg vil ikke forstyrre hende, hun står der i sin helt egen verden, hvordan er hun mon kommet derhen? 

Jeg håber, hun kommer igen, så vil jeg være modig og spørge hende, hvorfor hun er der og hvor hun får modet fra til at stå sådan og synge.

I øjeblikket følger jeg mig faktisk modig, når jeg går over broer, der går henover en motorvej elller togskinner. For pokker - jeg syntes, det er ubehageligt, når der er trafik under mine fødder. Men jeg vil så gerne være god til det! Så jeg prøver og prøver. Det føles stadig ubehageligt, men hvergang jeg er nået over broen - hold nu fest jeg har det godt, tænk at jeg turde.

Har du en lille måske stor ting, du kan gøre for at føle dig modig? Det kan være, du får noget rigtig godt ud af det.

Hvilken vej skal toiletrullen egentlig vende?

I dag fangede jeg mig selv i at vende en toiletrulle om - "papiret stak jo ud forneden, det skal jo stikke ud foroven"! 

Første gang jeg besøgte nogen af mine forældres venner og jeg brugte deres toilet, så jeg til min store forskrækkelse, at toiletrullen bare stod der - den stod midt på gulvet ved siden af toilettet. Der var SLET IKKE nogen toiletrulleholder. Jeg kan huske, min tanke var "godt nok nogen meget mærkelige mennesker der bor her, der skal da være en holder".

HVORFOR EGENTLIG ? Ændrer det da noget ved papirets funktion alt efter, hvorfra jeg tar´det i brug?Gad vide hvor mange andre ting jeg fortsat har regler for? Hvad ville der ske, hvis jeg nu gav lidt mere slip på alle de regler? 

Måske du vil glæde dig til i morgen, hvis alt er okay?

Selvudvikling - for pokker da hvor bliver vi tilbudt mange forskellige redskaber for at blive kloge på os selv.  Hvad pokker skal vi vælge? Hvad virker for os? Vi får så meget input alle mulige steder fra. Vi skal være lidt spirituelle, give os selv noget healing, meditere, gå til psykolog, søge en coach, begynde at træne, leve sundt, spise rigtigt og blive slankere, så bliver vi glade.

Hvordan finder vi ud af, hvad der hjælper, hvis det hele føles lidt ”forkert”?

Jeg tror på, det blot handler om en accept af os selv, en accept af vores handlinger og troen på, at alt det vi gør, det er okay.

For mig gjaldt det i starten om få sat ord på, når jeg skulle bearbejde mine tanker.  Fx har jeg talt rigtig meget og rigtig længe om mit arbejdsliv som ansat. Jeg har bare løbet stærkt! Hver gang der var nogen, der klappede mig på skulderen for at fortælle, hvor dygtig jeg var, så løb jeg endnu hurtigere. Det var så vigtigt for mig med anerkendelse. Jeg løb så hurtigt, at jeg helt ”glemte” mit privatliv, eller var det en flugt fra det. Under min uddannelse til coach fik jeg mig en ”stormfuld” af indsigter i, hvad livet egentlig drejer sig om for mig, og hvorfor jeg flygtede så langt væk fra privatlivet. Jeg fandt ud af, det var frygten for afslag. Frygten for at blive fravalgt i kærligheden. Det har jeg fået sat ord på nu, og nu springer jeg ud i kærligheden, når jeg kan komme til det.

 Men der var jo også mit privatliv – alt det jeg er ”gået glip af”? Savnet af det, jeg ikke har. Familien, huset, haven, alt det mange af mine veninder har. Det jeg er "gået glip af" har jeg fået vendt til noget positivt. Jeg har vendt hele ”puljen” på hovedet. Jeg har kigget på den og set på alle de ting, der er sket i mit liv. Alt det mine omgivelser har gjort for mig, og jeg har gjort for dem. Og jeg har nu accepteret mine valg. For de har gjort mig til den person, jeg er i dag. En person jeg holder rigtig meget af, og det er vigtigt for mig!

Jeg tror på, at vores succes kommer ved ikke at være bange for at fejle og ja acceptere alle de handlinger, vi gør. Det kan være en accept af at sige nej til hygge med vennerne, fordi vi rent faktisk ikke har lyst alligevel, en accept af at spise et stykke stort chokolade, når vi er på slankekur, en accept af at være ked af det, en accept af ikke at træne, selvom vi burde, en accept af at arbejde meget, en accept af .... Jo mindre vi går og skælder os selv ud og taler pænt til os selv – jo mere mod og lyst får vi.

Hvis vi lader være med at bekymre os om, hvad de andre tænker, hvad de andre gør – men følger vores intuition og i stedet handler på det, vi har lyst til, så tror jeg, vi kommer meget bedre videre. Er intuitionen forkert, så skal vi lade være med at skælde os selv ud, men lær af vores fejltrin og start på en frisk sekundet efter.

Føler du, det er lidt svært at få vendt hele ”puljen” på hovedet? Så ved du, der er masse af hjælp at hente. Måske det er min hjælp, du har brug for, en andens hjælp eller måske du blot har brug for at tale ud overfor dem, du har dig nær.

Jeg vil gerne slutte af med en lille fin tekst, jeg er kommet i besiddelse af fra et afskedsbrev fra en person, der gik bort af kræft.

"Du kan vende ryggen til i morgen og leve af i går, eller du kan glæde dig til i morgen, takket være i går".

Hvis du accepterer alle dine handlinger og alt er okay, måske du så vil glæde dig til i morgen ?