Da jeg stoppede med sukker (søde sager) blev jeg gode venner med min computer.

Jeg har hele mit liv været på diverse slankekure, det hele har jeg prøvet. For jeg har altid skulle passe på. Den berømte kommentar de voksne gav mig ”Jam Pernille du er jo kraftig bygget, derfor ser du sådan ud” – ja rigtig sødt og pædagogisk korrekt sagt. MEN jeg var overvægtig.

Nogle ting hjalp og andre gjorde det blot værre. I alle mine slankekure har fokus været ikke at spise søde sager, kun spise noget bestemt eller afholdelse fra alt hvad jeg syntes var spændende (læs fantastisk) at spise. Jeg prøvede endda med slankepillen ”letigen” – ja den der var dødsens farlig. Den virkede for mig, altså i starten. Da jeg holdte op med at spise den, tog jeg de samme 10 kilo på igen. Og det samme skete hver gang jeg stoppede om mandagen med at spise søde sager. Måske tabte jeg mig, men jeg tog i hvert fald på igen og gerne mere til. Når kuren var slut, så skulle der indhentes af de nu tilladte søde sager.

Det var faktisk først, da jeg tog en 3 mdr. s instruktør uddannelse i en alder af 30 år, jeg tabte 10 kg, som er blevet væk. Og nu hvor jeg underviser i dansen zumba, har jeg tabt mig 7 kg, som bliver væk. Så en lille anbefaling: Træn noget du er motivet af, så skal resultaterne nok komme, for så bliver du ved. Men det er en anden blog: ”Træning – hvordan holder jeg mig motiveret?”

Tilbage til mit sukker issue. For i alt det ræs med at slanke mig, der var mit fokus, at hvis jeg spiste mindre sundt, så kunne jeg også blive en mindre str. MEN hvad med alt det andet der sker ved ikke at spise sukker, hvor var fokus på det?

I år 2011 den 2. oktober satte mig for ikke spise søde sager frem til den 27. okt., hvor jeg holder foredrag hos Fysisk Form om kost, træning og energi, fordi jeg bl.a. ville fortælle mine deltagere, hvad det har givet mig. Jeg har haft nogen dårlige vaner med at spise søde sager, når jeg skulle være administrativ, sidde foran min computer eller råhygge mig fredag/lørdag aften. Jeg er ikke interesseret i at slanke mig, men jeg vil opleve alt det andet, der sker, når sukker forbruget sættes ned. Virkningen kom så hurtigt.

Jeg har haft rigtig svært ved at komme ud af sengen om morgenen og har været træt om aftenen. Jeg har haft et kæmpe temperament overfor min computer. Den er super langsom (skal snart skiftes ud), så jeg har været lige ved at eksplodere over den. Fredag den 14. oktober sidder jeg og reflektere over min adfærd de sidste 12 dage og smiler over, hvad der fik ”få mit pis i kog”. For den sidste uges tid har været helt "omvendt". Jeg har sat musik på og danset lidt, hvis computeren har været langsom. Hvis jeg har afventet dens opstart,så er jeg gået ud i køkkenet og ordnet småting og lavet lidt telefonopkald, der er sørme ingen frustration. Om morgenen er jeg lysvågen, jeg farer ikke op over småting, jeg stresser ikke forvirret rundt og låser mig ude. Alle de her ændringer i min adfærd er sket indenfor 12 dage.

Lørdag den 15. oktober er jeg på et sukker kursus hos Sally Walker ”Team Goodlife” på Frb.  og får bekræftet mine antagelser om, hvad sukker kan gøre ved os ved overforbrug. Vi får:

rynker, bumser, træthed, aggressivitet, højt blodtryk, tungsindighed, oppustet mave, søvnproblemer, humørsvingninger, ufrivillig barnløshed, ”Dramaqueen” adfærd, nedsat koncentration, menstruationsproblemer og de måske mere kendte fedme og topmave (taget fra kursus materialet).

Så hvis du ønsker at undgå af spise søde sager, så husk alle de andre gode ting, der samtidig sker. Måske det kan motivere dg lidt mere for at stoppe. Giv dig selv muligheden for at opleve effekten. En lille opfordring før du stopper. Læs min blog ”Hvorfor gør vi det så forbudt at spise usundt”?

Dine sukkervaner påvirker dig følelsesmæssigt, og dine følelser, som også er vaner, påvirker dine sukkerhandlinger – citat fra Sally Walker.

Det en aftale, så ses vi om 4 uger og 2 dage, jeg kan ikke før.

 

For pokker da hvor har jeg været god til at lave aftaler. Jeg ville så gerne nå det hele med alle mine veninder, ja lad os træne sammen, ja lad os danse poledance sammen, ja lad os mødes til en brunch, ja lad os arrangere en bytur - ja lad os, ja lad os, ja lad os…

Jeg aftalte og aftalte – min kalender var krydret med veninder aftaler, hvilket jo er skønt, at der er så mange, der har lyst til at være sammen med mig, hvor er jeg heldig! Men hvem gik det ud over, når jeg aflyste? Nogen af mine aftaler var jo booket så langt ud i tiden, at jeg pludselig kunne blive forhindret, så endte jeg med dårlig samvittighed, jeg måtte jo aflyse og de andre blev skuffede og den klassiske udmelding ”Men Pernille det jo en gammel aftale” kom på bordet.

Nogen gange kunne jeg også ha´ en aftale, som jeg pludselig ikke fik lyst til. Jeg ville meget hellere lave noget andet den dag, og hvordan kunne jeg så snørkle mig ud af min oprindelige aftale? Jeg kunne sidde og blive helt forpustet af søndag aften og se i min kalender for næste uges mange aftaler.

MEN DET ER SLUT NU. Jeg spurgte en veninde til råds. Hvad gør du? Svaret var: Lav max 1 aftale om ugen resten er impulsivt, ring og spørg samme dag, om der er nogen, der kan lege!

Ja da god ide - men hvad så med dem der har børn, børnepasning? Ta´ da børnene med – lad mødet med hinanden blive til en leg og et gensyn og ta´ voksen snakken over telefonen.  

Denne impulsive måde at lave aftaler på, den virker så fint for mig. Der er en meget lille risiko for dårlig samvittighed alias aflysning, da jeg jo laver aftalen samme dag. Og jeg vågner op og kan beslutte lige, hvad jeg vil.

Måske prøve det en måned? Evt. indvie din familie og nærmeste i din nye "planlægning" og prøv at opleve, hvad det giver dig. Ikke at skulle deltage i arrangementer, du ikke gider, ikke aflyse pga uforudsete hændelser, ikke skuffe venner/veninder og ikke bekymre dig om andet end at gøre, hvad du har lyst til. Mærk efter og gør, hvad du har lyst til. Der er jo ingen rammer for, hvad dagen kan bringe, når kalenderen er tom. Typisk er det også de impulsive arrangementer, der er sjovest.

"At leve livet helt er noget du gør lige nu, uden dom, uden frygt og uden bekymring.

citat fra Sofia Mannings nyhedsbrev nr. 47 - sofiamanning.com

Stop vi kan ikke tage af sted, jeg har glemt mobiltelefonen – tænk hvis nogen ringer?!

”Se hvor højt jeg kan springe” råber pigen, ”ja det er fint” siger han, mens hans blik er fokuseret i mobilen. Jeg ser, børnene leger i trampolinen nede i gården, mens den ene forælder sidder i lænestolen og kigger ned i sin mobil og den anden forælder står og taler i sin mobil. Der er ikke nogen, der ser børnene lege. Faktisk er vi rigtig mange, der ”multitasker” med vores mobil. Vi læser sms´ er eller taler i vores mobil, selvom vi cykler, går med vores barnevogn, går tur med hunden, går tur med hinanden, kører bil, står i kø til kassen i supermarkedet, er på legepladsen og alle mulige andre steder. Når vi er til fest, har vi ofte vores mobil liggende ved siden af os på bordet, imens vi fester. Det er faktisk sådan, at hvis der ikke er nogen at tale med, så hiver vi mobilen frem og følger op på verdenen udenfor.

Hvorfor er det, at vi tillader os selv at blive distraheret i det, vi laver? Har vi inderst inde et ønske om, at der er brug for os/behov for os, så derfor sender vi et signal ud til omverdenen om, at vi ALTID vil være tilgængelige. Tony Schwartz skriver i sin bog ”Energi” – at en af de uudtalte forventninger i de fleste virksomheder er, at vi skal sørge for at tjekke mobilen mange gange om dagen. På den måde kan vi altid stå "klar" til en ny actionplan.

Men hvis vi er "klar", taber vi så ikke fokus til det sted, hvor vi fysisk befinder os? Vi flytter os jo egentlig fra nu´et og flytter os fra at være nærværende. Får det indflydelse på hvordan vores omgivelser opfatter os? Måske vi udstråler et: ”Jeg lytter til dig og følger med, men bliver vi afbrudt af mobilen, så følger jeg lige op på den imens”?

Jeg kan godt se det smarte i, at vi på mange mobiler kan søge os frem til en masse svar via nettet, få hjælp til at finde vej og meget mere med alle de applikationer, der findes. Hvordan kan vi bruge "det smarte" uden at lade andre ting i telefonen forstyrre os? Kunne vi lave en fælles mobil regel, ”jeg kommunikerer kun med dem, jeg er i selskab med” ?

Det faktisk først for nylig, jeg har bestemt mig for at gemme mobilen væk, når jeg er ude eller helt lade den ligge hjemme. Og jeg har gjort det for mig selv. Jeg syntes, det var så svært at være 2 steder på en gang. I nogen samtaler hørte jeg jo slet ikke halvdelen af, hvad der blev sagt, fordi jeg lige sku´ se med på Facebook, tjekke mine sms beskeder eller opkald.

Og nu føles det faktisk som en befrielse. Jeg skal kun koncentrere mig om et sted af gangen og de mennesker, som jeg sidder i selskab med. Og jeg er blevet meget bedre til at absorberer alt, hvad der bliver sagt og følge med i samtalen. Og det er føles faktisk rigtig rart, når jeg midt i en samtale ikke selv bliver afbrudt af en mobils sms lyd eller opkald.

Ville udbyttet af vores ærinde egentligt blive større, hvis vi lagde mobilen fra os? Ville vi kommunikere og lege lidt mere sammen, hvis vi var mere nærværende? Og hvilket signal ville vi sende vores børn, hvis vi fulgte med i legen og hoppede med på trampolinen?

Nu har jeg fundet min legeplads – vil du lege med?

Jeg smiler, jeg hilser, jeg krammer, jeg laver besøg og jeg får det alt sammen igen. Men det sker ikke derhjemme – det sker på Skanderborg festival. Der er folk med ”kramme T-shirts”, folk der deler blomster ud, alle er glade, de vil gerne sludre og lære at kende. Nogen vil gerne udbygge deres netværk, nogen vil gerne være kærester og andre vil bare møde nye relationer. Det føles så skønt.

Men hvorfor denne åbenhed alle steder fra? Til dagligt er vi ikke alle helt så åbne overfor nye relationer, vi har så travlt med vores eget? Så er det mon stedet, der indbyder, måske fordi vi holder en miniferie og ikke har så travlt eller er det promillen, der gør os åbne?

Kunne vi fortsætte derhjemme med at være åbne og imødekommende og tillade os selv at lege lidt mere. Vi leger jo egentlig kun i weekenderne. Skal vi se andre, så sker det i weekenden, fordi vi har så travlt i hverdagene. For det skal planlægges, hvornår vi besøger hinanden. Vi kan ikke komme uventet, for hvad skal vores vært byde ind med og de har måske heller ikke ryddet op. Men hvad nu hvis vi bare dukkede uventet op og besøgte og tog imod, når vi selv får besøg? De sjove arrangementer er jo typisk dem, der ikke er planlagt, de arrangementer hvor vi ikke sætter nogen forventninger op.

Hvad ville der ske, hvis vi droppede planlægningen? Det gælder vel om at leve lige her og nu, gribe dagen fra morgenstunden og gøre op med sig selv, hvad dagen skal indbringe? Hvem skal jeg være sammen med, min familie, venner, kollegaer, naboer? Skal jeg være sammen med nogen eller lave noget for mig selv i dag?

Men hvad så med familien, hvis jeg hele tiden gør det, jeg vil? Behøver det skønne faktum at vi har en familie forhindrer os i at handle lige her og nu? Er det os selv, der gør det besværligt, at vi er flere i hjemmet, måske er det vores undskyldning for ikke at handle og leve livet? Eller kan vi inddrage hjemmet i flere impulsive handlinger?

Jeg blev inspireret til sætningen ” livet er en legeplads og der er masser af plads til dig” fra en bog af Susan Nielsen ”med sjælen som coach” – en fantastisk bog der handler om, hvordan du lever dit liv for dig.

Her fortæller hun - ”livet er sjovt, skørt og fuld af glæde, hvis vi lader det være det! Det skal vi huske, sådan skal vi leve. Det er kun os selv, der kan udleve glæden”.

Jeg tror på, at jo mere vi tænker på os selv og handler på det, vi har behov for, jo mere kan vi gi´ til dem, vi holder af. Det vælger jeg at leve efter – vil du leve med?

Hun gav mig sit sjal. Jeg kendte hende ikke, hvad bilder hun sig ind?

Vi sidder den første aften midt i Sinai ørkenen. Min mor har overtalt mig til at tage væk fra det hele.  Jeg bor ved havet i en Beduin lejr og er sammen med min mor, 7 andre kvinder og en hold kaptajn. Jeg sidder og beundrer et sjal, en af kvinderne har på sig. Det er hjemmelavet med det fineste broderi og små muslinger skaller i de løse ender. Jeg får lov til at prøve sjalet, er helt betaget af det og beundrer det igen og igen. Kvinden der ejer sjalet, fortæller om sjalet og om hvor glad hun er for det. Jeg mener, hun havde fået det. Efter et stykke tid kigger hun på mig og fortæller mig, at jeg gerne må få sjalet, der havde vi kendt hinanden i knap 24 timer.

HVORFOR NU DET? Og vanen tro så kom alle min roterende spørgsmål frem. Man skal da kende hinanden mere , før man kan give? Står jeg nu i gæld til hende? Hvorfor vil hun ikke selv beholde det, er der noget galt med det? Er det her en form for ”skjult kamera”?

Alle mine spørgsmål stiller jeg faktisk til hende (dog ikke det med "skjult kamera") og det drejede sig blot om, at hun fulgte sit hjerte/sin intuition og vil gerne give mig det. Jeg var bagefter parat til at gøre hvad som helst for denne kvinde og ikke på grund af skyld følelse, men fordi hun hurtigt blev jordens dejligste menneske, i hvert fald hos mig. Jeg følte mig jo værdsat, accepteret og tilgodeset.

Da jeg arbejdede i motionscentre, var et af de mantra, jeg udøvede ”giv vores medlemmer en oplevelse, de ikke forventer”, vi kaldte det for ”Moment Of Magic”. Jeg lavede faktisk konkurrencer blandt mit personale, hvem der var bedst til at give en sådan oplevelse. Jeg vidste, det gjorde en forskel.

Vi sagde altid farvel i receptionen, når vores medlemmer tog hjem. Hvis ikke de registrerede min afsked, så løb jeg indimellem ned af trapperne efter dem, vinkede, smilede og sagde farvel, så de kunne føle sig værdsat, accepteret og tilgodeset. Det fik dem faktisk til at komme igen.

Jeg tror på, at alt hvad vi giver, får vi igen. Men er jeg egentlig god til at give, altså sådan rigtig god? Jeg får jo selv en stormfuld oplevelse ved at modtage noget, især når det er noget godt og uventet.

Hvordan mon mine relationer vil reagere, hvis jeg nu hver dag bruger blot 3 minutter af mit døgn på at give et uventet kram, en udmelding, en handling, en tilkendegivelse, et smil, et nik, et opkald eller andet? Måske jeg endda sku´ prøve det overfor nogen, jeg ikke kender? Hvad ville det give dem, og hvad ville det give mig?

Jeg prøver fra i dag, og så vil jeg ellers forklare, hvad det er, jeg bilder mig ind.